Jeg er bange for, jeg har købt en stjålet vare. Hvad gør jeg?
Saml alle oplysninger om købet, for eksempel annoncen med varen, bevis på betaling m.m., og kontakt politiet på 1-1-4 med din mistanke.
Kan jeg blive straffet, hvis det viser sig, at varen er stjålet?
Det vil altid være en konkret vurdering i hvert eneste tilfælde. Men en vigtig tommelfingerregel er, om du har gjort, hvad du kunne for at sikre dig, at der var tale om en lovlig handel. Selvom du har handlet i god tro – og derfor ikke bliver straffet - bliver hælervarerne altid konfiskeret og afleveret til den rette ejer.
Jeg overvejer at købe en vare. Hvordan kan jeg tjekke, om den er stjålet?
Først og fremmest er det vigtigt at bruge sin sunde fornuft og tjekke både sælger og varen grundigt. Er prisen mistænkelig lav? Holder sælgeren sin identitet hemmelig? Vil han kun mødes et offentligt sted? Kan du kun betale kontant? Kan du svare ja på blot enkelte af spørgsmålene, er der risiko for, at varen er stjålet.
Er der nogle faresignaler, jeg skal være opmærksom på, når jeg køber brugte varer?
Er prisen for god til at være sand, er der typisk noget galt. Det samme gælder, hvis sælgeren ikke har noget ID, han har ikke nogen kvittering på varen, og du kan ikke betale med MobilePay, men skal købe kontant. Er du i tvivl, om du er hæler? Så drop handlen og kontakt politiet på 1-1-4.
Er der nogle særlige varer, hvor der er større risiko for, at de er stjålne?
Smykker og ure udgør cirka en fjerdedel af de samlede værdier på hælermarkedet, men det er tøj og plejeprodukter, der bliver hælet hyppigst. Det er varer, de færreste forbinder med hæleri, og man skal derfor være opmærksom, uanset hvilke varer man køber.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg støder på en hælervare?
Er sælgeren på stedet, så ring 1-1-2. Ellers ring 1-1-4, hvor du kan anmelde sagen.
Kan jeg blive straffet for at købe en stjålet vare ved et uheld?
Det vil altid være en konkret vurdering i hvert eneste tilfælde. Men en vigtig tommelfingerregel er, om du har gjort, hvad du kunne for at sikre dig, at der var tale om en lovlig handel. Men selvom du har handlet i god tro – og derfor ikke bliver straffet - bliver hælervarerne altid konfiskeret og afleveret til den rette ejer.
Hvor udbredt er hæleri?
Vi køber langt flere hælervarer, end vi er klar over. Den seneste undersøgelse viser, at der bliver handlet med hælervarer for i runde tal tre milliarder kroner om året.
Hvornår skal man bruge 1-1-2 og hvornår skal man bruge 1-1-4?
Har du akut brug for politiets hjælp? Så ring 1-1-2. Har du brug for service eller assistance i forbindelse med en anmeldelse, eller vil du give oplysninger i en sag? Så ring 1-1-4.
Læs mere: